Historisk donation til Herfølge Boldklub
Herfølge Boldklub har modtaget en historisk stor og utrolig generøs donation fra BROEN Køge – en masse helt nye Select-bolde, som nu bliver en del af hverdagen for vores store børne- og ungdomsafdeling.
For vores klub er det en sand gamechanger. Boldene vil blive brugt til træning og kampe af vores mange børn og unge spillere, og de vil uden tvivl være med til at skabe endnu flere gode oplevelser på banen.
Klubformand Dennis Danry udtaler:
"Vi er utrolig taknemmelige for den flotte donation fra BROEN Køge. Boldene betyder rigtig meget for vores børn og unge i klubben, og det er fantastisk at opleve den opbakning til fællesskabet og til de mange børn, der hver uge er en del af Herfølge Boldklub. Den støtte BROEN giver til børn og unge i lokalområdet, gør en reel forskel."
BROEN arbejder målrettet for, at socialt udsatte og unge får mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter – uanset økonomisk baggrund. Gennem støtte til kontingenter, udstyr og nogle gange transport hjælper de børn og unge ind i stærke fællesskaber med sport, spejder, musik og andre aktiviteter.
Deres arbejde sker i tæt samarbejde med blandt andet lærere, pædagoger, sundhedsplejersker, SSP, sagsbehandlere og lokale foreninger – så endnu flere børn kan blive en del af et positivt fællesskab.
I Herfølge Boldklub mærker vi tydeligt værdien af det arbejde og vi sætter stor pris på vores mange årige støtte og samarbejde.
Af hjertet tak til BROEN Køge for jeres store engagement og støtte til børn og unge i vores klub.
Vi glæder os til at tage de nye bolde i brug.


