Menu

Stærk 1-0 sejr i sæsonens sidste hjemmekamp

image
/ Herfølge Boldklub
05. juni 2026 kl. 07:49

Torsdag aften dannede Herfølge Stadion rammen om sæsonens sidste hjemmekamp for 1. senior, der tog imod BK Friheden i næstsidste spillerunde. Det blev en tæt og intens affære, hvor hjemmeholdet trak sig sejrrigt ud med en smal, men fortjent 1-0 sejr.

 

Cheftræner Claus Bjerke Andersen havde for første gang i sæsonen valgt at stille med en uændret startopstilling – og det skulle vise sig at være en god beslutning. Herfølge satte sig på kampen fra første fløjt og kom frem til flere gode muligheder i første halvleg. Blandt andet blev en stor 3-mod-1 situation ikke udnyttet optimalt, og Gustav Würtzner fik også et mål annulleret for offside.

 

Med cirka 10 minutter tilbage af første halvleg kom forløsningen. Efter et par snævre driblinger fik Gustav Würtzner endelig sendt bolden i nettet og bragte Herfølge foran 1-0 – en føring, som holdet kunne tage med til pausen.

 

Efter pausen øgede BK Friheden presset, men Herfølge var fortsat farlige på omstillingerne. Især Gustav Würtzner og Hussein El-Kot voldte gæsterne problemer, og Gustav Würtzner var tæt på igen med blandt andet et stolpeskud. Defensivt stod Herfølge stærkt med en solid firebackkæde, og i målet leverede Emil Niemann endnu en stærk præstation med flere afgørende redninger. Ved en enkelt fejl stod Kamo Kirmanj Rahman klar på stregen og headede bolden væk.

 

Kampens afslutning blev hektisk med flere gule kort til begge hold. Ifølge cheftræneren var det en fejlvurdering, at Bertram Beck Olesen blev tildelt en advarsel. BK Friheden modtog også endnu et gult kort kort før slutfløjt, hvorefter kampen døde en smule ud – dog stadig med intensitet og fight til det sidste.

 

Da dommeren fløjtede af, kunne Herfølge-spillerne juble over en vigtig sejr i sæsonens sidste hjemmekamp, en sejr som betyder at man stadigvæk holder liv i chancen om overlevelse i rækken.

 

Efter kampen roste cheftræner Claus Bjerke Andersen holdets indsats:

 

“En kæmpe arbejdsindsats. Holdet fremstår som en stærk enhed – de vil hinanden. Det er virkelig positivt at se, at de trods modgang stadig tror på deres spil og kæmper til det sidste. I dag viste de igen, hvad fight og indstilling betyder – og så er det tydeligt, at Gustav Würtzner har fået smag for at score mål.”

 

Med sejren går holdet ind til sæsonens sidste kamp med fornyet selvtillid, hvor modstanderen er Fløng-Hedehusene, lørdag d.13 juni kl.13.00 på Hedehusene Idrætspark.

Herfølge's målscore
Gustav Würtzner


 

Luk